|
| Kære læser |
| Hvem er dansk? Debatten har raset, nærmest lige siden vi forlod stemmeurnerne 24. marts, da et ældre tweet fra Nadja Natalie Isaksen fra Borgernes Parti om Samira Nawa fra De Radikale blev fundet frem af medierne. »En kat bliver ikke til en hest, bare fordi den er født i en hestestald,« stod der blandt andet. Senere stillede Rasmus Munch Søndergaard, advokat og debattør, som omtaler sig selv som »racerealist«, op i Deadline for at forsvare et genetisk danskhedsbegreb. |
| Debatten viste hurtigt, at hovedparten af danskerne på nuværende tidspunkt ikke er enige i denne udlægning. Ud over at det selvfølgelig var rart at få det afklaret, har debatten blotlagt et opgør på den borgerlige fløj, nærmere bestemt blandt konservative, hvor blandt andre bogaktuelle Christian Egander Skov er gået kontra med en definition af danskhed, der baserer sig på »ånd«. |
| Ældre aviskolleger har bemærket, at debatten indfinder sig som en tidevandsbølge cirka hvert tiende år, og det synes jeg sådan set giver god mening: at det store kollektive vi lige skal have afklaret, hvem vi nu mener, »vi« er. |
| I lyset af alt dette er jeg særskilt begejstret for en ny, lille strømning i kulturen, eller måske snarere en krusning. I ugens avis bringer jeg både et interview, som Martin Krasnik har lavet med skuespilleren Marijana Jankovic, der debuterer som spillefilmsinstruktør, og selv anmelder jeg dramatikeren Aleksa Okanovics anden roman. Begge er født i det tidligere Jugoslavien og er kommet hertil som børn, og begge beriger i disse uger dansk kulturliv med værker, der kredser om en relativt tavs indvandringsgruppe, nemlig de cirka 50.000 indvandrere og efterkommere fra det tidligere Jugoslavien, som er kommet til Danmark i bølger, først som gæstearbejdere i 60erne og siden som flygtninge i de dramatiske 90ere. |
| Marijana Jankovic blev født i en landsby i Montenegro i 1982, og hendes film Hjem er baseret på hendes egen families beslutning om at forlade hjemlandet til fordel for Danmark af økonomiske årsager i begyndelsen af 90erne. Forældrene efterlod deres to store drenge og tog kun deres yngste datter med, indtil de fandt sig til rette i det nye land. Filmen handler om de vidtrækkende konsekvenser af den beslutning for alle familiens medlemmer. Samtidig er den et mikrostudie i kultursammenstød og gør det, som indvandringshistorier gør, når de lykkes: Den fremmedgør det velkendte. I dette tilfælde Danmark og danskerne. Først og fremmest handler den dog om det enorme offer, forældrene måtte bringe i håbet om, at deres efterkommere om en, to eller tre generationer vil få en bedre tilværelse end dem selv. |
| Aleksa Okanovic blev født i Beograd i 1973 og kom også til Danmark som barn. I Huskespil følger man hovedpersonen Stefan, der lever i selvvalgt eksil i Hamburg, indtil et opkald fra hans bror får ham til at vende tilbage til København. Faren er blevet dement, og hjemkomsten tvinger Stefan til at konfrontere både sin familie og sine egne minder om krigen på Balkan. Gensynet udløser en række konflikter i familien, som kredser om identitet, gamle traumer og deres vidt forskellige måder at håndtere indvandringserfaringen og det danske samfund på. |
| At den tavse indvandringsbølge nu får sin egen kulturhistorie, er suverænt, og ikke kun for dem, den historie specifikt handler om. Film og romaner tilhører os alle, og jeg er overbevist om, at hver gang et værk skabes på dansk, udvider det vores kollektive fantasi. Det gør os i stand til at tale om ting på en anden måde, end hvis de kun fandtes på andre sprog. Marijana Jankovic gør migrantoplevelsen dansk, og Aleksa Okanovic trækker Balkankrigen ind i vores stuer og gør den til et personligt anliggende. Begge gør danmarkshistorien større. Det mener jeg ikke truer vores identitet. Tværtimod. |
|
| I kikkerten … |
| Tre andre ting, vi holder øje med lige nu |
|
|
| God weekend! |
| Venlig hilsen |
| Kathrine Tschemerinsky Kulturredaktør |
|
