|
| Kære læser |
| Er krydstogtskibet kulturhistoriens mest stedmoderligt behandlede transportmiddel? Jeg tror det faktisk. Ikke fordi der mangler artikler, film eller bøger om fænomenet. Tænk blot på David Foster Wallaces legendariske reportage fra den syv nætter lange caribiske krydstogtrejse, han blev sendt på af Harper’s Magazine i 1996, eller på Triangle of Sadness, Ruben Östlunds guldpalmevindende film fra 2022. Begge steder fremstilles krydstogtskibet som et apokalyptisk fartøj, der rummer kimen til alt det, der er galt med vores tid: overforbrug, ulighed og ansvarsløshed. |
| Krydstogtskibet er med tiden blevet et billede på samtiden, omtrent som jernbanen engang blev det for industrialiseringens mennesker. Man behøver blot at tænke på Leo Tolstojs roman, hvor Anna Karenina – spoiler alert – til sidst kaster sig foran toget. Men i modsætning til det klodsede og vulgære krydstogtskib blev jernbanen sjældent skildret entydigt negativt. Ja, der bliver begået et mord ombord på Orientekspressen, men hos Agatha Christie viser offeret sig trods alt at være en barnemorder og gangster, og selve toget fremstilles som både elegant, stemningsfuldt og civiliseret. Sådan er det næsten aldrig med krydstogtskibet. Ikke nok med, at det forbindes med grådighed og excesser; det beskrives også som smagløst indrettet og blottet for atmosfære. |
| Anledningen til dette kulturhistoriske vue er naturligvis MV Hondius, som, hvis alt går vel, søndag lægger til kaj ud for havnen i Granadilla på Tenerife. Hondius er blevet verdenskendt den seneste uge efter et udbrud af den sjældne hantavirus ombord på skibet, som indtil videre har kostet tre mennesker livet og smittet yderligere seks. At udbruddet har tiltrukket sig så voldsom opmærksomhed, skyldes muligvis den mærkelige ventetid, vi alle befinder os i disse uger, hvor både krigen med Iran og den danske regeringsdannelse stadig er uafklarede. Mens vi afventer det næste, retter vi blikket mod det virusbefængte skib som en outreret distraktion. |
| Men den voldsomme interesse for skibet og virussen ombord skyldes, tror jeg, også noget andet. Situationen vækker en særlig genklang her lidt mere end halvvejs inde i 2020erne. Efter årene med corona, Ruslands invasion af Ukraine, krigene i Mellemøsten og AI-revolutionen har vi vænnet os til, at vanvittige og omkalfatrende begivenheder kan opstå ud af det blå. Derfor finder man pludselig sig selv utålmodigt afventende WHO-generaldirektørens pressemøde om situationen på det isolerede krydstogtskib. Vi har for længst erfaret, at grænsen mellem verden og vores intimsfære er porøs, og at vi alle er forbundne, tilsyneladende også med gnavere. Man kunne lidt hysterisk ligefrem påstå, at vi alle lever ombord på MV Hondius nu. |
| En enkelt ting savner jeg dog i de fleste skildringer af krydstogtskibet, og det er den skønhed og glæde, som trods alt også findes ombord på de flydende hoteller. Det ved jeg, fordi jeg selv rejste med krydstogtskib for nogle år siden, og det var præcis, som David Foster Wallace beskrev det: de enorme evighedsbuffeter, den ustandseligt redte seng og skibets mange servile medarbejdere, der havde forladt deres familier i Sydøstasien for at trælle på et skib i Middelhavet og konstant stå til rådighed som garant for passagerernes følelse af, at der ingen grænser findes for komforten. |
| Men i løbet af den uge, rejsen varede, oplevede jeg også øjeblikke af stor skønhed, som jeg aldrig har glemt: lyden af sko, der klikkede mod dækket, da jeg fjernede mine høretelefoner midt under et silent disco og løftede blikket op mod stjernehimlen, og indsejlingen til Venedig før daggry, som jeg oplevede alene fra den lille altan, der hang ud fra min kahyt. |
| Sådan føles det også at være levende nu; det er skræmmende, forvirrende, men indimellem stadig vidunderligt. Det må vores historier om krydstogtskibene også kunne rumme. |
|
| I kikkerten ... |
| Tre andre ting, vi holder øje med nu. |
|
|
| God weekend! |
| Venlig hilsen |
| Kathrine Tschemerinsky Kulturredaktør |
|
